Pressekontakt

Pressekontakt: Charlotte Armstrong tlf. 2283 0986, Lotte Guld tlf. 6116 4435

Presse meddelser

MINDECEREMONI FOR SLAVEGJORTE OFRE FOR DEN DANSKE SLAVEHANDEL

Søndag 27/8 - 2023 - Start: kl. 14.00

Mødested: Vestindisk Pakhus, Toldbodgade 40

Arrangør: Mikhala W. Iversen, Lotte Guld, Charlotte Armstrong, Lone Lomholdt, Lolita

Pressekontakt: Charlotte Armstrong 22830986, Lotte Guld (61164435

Mobil: 2896 3307 / 2283 0986 

For fjerde år i træk afholder MAAFA Danmark mindeceremoni i samarbejde med Dansk Vestindisk Pakhus. Vi er en dansk humanitær organisation, der går sammen om at kaste lys over et stykke mørkt Danmarkshistorie og mindes de slavegjorte under den danske kolonitid.

Som efterkommere og sympatisører forenes vi søndag 27/8 2023 kl. 14 foran Dansk Vestindisk Pakhus. MAAFA Danmark er en del af et global koordineret fællesskab, der på verdensplan mindes de utallige uskyldige ofre.

PROGRAM:

Ceremonien består af taler, trommer, afrikansk dans og et rituelt optog omkring pakhuset med udkastning af blomster i havnen.

Taler ved Ms. Mikhala Iversen, Ms Yvonne Holten - Former director of operations, Dr. Ibrahim Seck fra University of Dakar, head of Reaching Whitney Plantation. Whitney Plantation er et museum om slaveri I Louisiana. Lesley-Ann Brown – Author & Educator.

Trommer: Aiye Solomon and the Maafa drummers

Danser: Alky

MAAFA

MAAFA, som på Swahili betyder 'tragedie', er en apolitisk mindeceremoni, hvor mennesker af enhver etnicitet og religion kan deltage og udvise respekt for de tabte og ufortalte liv. Sammen sørger vi over den humanitære tragedie og den historiske udnyttelse, som ofrene for slavehandlen var udsat for.

KULTURMISSION

Vi ønsker at skabe en mindekultur, som har til formål at skabe viden om og interesse for en del af Danmarks historie, som er rystende underfortalt. Vores mission er at etablere en permanent kulturinstitution/museum i Dansk Vestindisk Pakhus med en korrekt og værdig formidling af den danske kolonihistorie. Missionen er også at opsætte en mindetavle og en undervandsskulptur foran pakhuset.

KULTURVISION

Som Sankofa-fuglen i vores logo symboliserer, er det med blikket mod fortiden, at vi kan finde det glemte, mens vi bevæger os fremad. Med vores kulturmission om en årlig mindeceremoni, etablering af et dansk kolonimuseum, mindeplade samt undervandsskulptur ønsker vi på Danmarks vegne at kunne bevæge sig mod fremtiden ved at kaste et værdigt lys over de glemte narrativer.

DANMARKS FEMTE MINDECEREMONI FOR DE SLAVEGJORTE OFRE UNDER DANSK SLAVEHANDEL

Søndag 25/8-2024

Start: kl. 15.00

Som efterkommere og sympatisører forenes vi søndag 25/8 kl. 15 foran Vestindisk Pakhus for at mindes ofrene for den danske slavehandel. Mindehøjtideligheden er den fjerde af sin art herhjemme, men en fast årlig begivenhed i mange andre lande og byer.

MINDEKULTUR FOR DE SLAVEGJORTE

Vi er en gruppe venner, der sammen ønsker at gøre vores til at skabe en mindekultur for ofrene for dansk slavehandel. Dette års Maafa har til formål at skabe viden om og interesse for en del af Danmarks historie, som er rystende underfortalt. For som ordsproget, der er knyttet til Sankofa-fuglen i vores logo, siger: "Vend blikket mod fortiden for at finde det, som du har glemt, mens du bevæger dig fremad"

ÅNDELIGT UDGANGSPUNKT

Maafa, som på Swahili betyder 'the African holocaust', er ikke et politisk arrangement, men derimod en mindeceremoni, hvor mennesker af enhver etnicitet og religion, sammen kan vise respekt for og mindes den umenneskelige tragedie og den historiske udnyttelse, som ofrene for den danske slavehandel blev udsat for. Mindehøjttideligheden består af taler, trommer, et fakkeloptog og et spirituelt ritual til ære for forfædrene, samt udkastning af blomster i vandet.

PROGRAM:

Taler ved stifter Mikhala Wolsgaard Iversen, Henrik Holm, museumsdirektør i Vestindisk Pakhus, Ms Yvonne Holten, former director of operations and interpretation at Whitney Institute and the Whitney Plantation Museum of Slavery i Louisiana - samt Dr. Ibrahima Seck, professor ved universitetet i Dakar og director of research at the Whitney Plantation Museum.

Trommer: Drum circle ledes af master drummer Ayi Solomon Ghana / DK

Danser: Alky Plus - professionel danser fra Guinea / DK

Ved Dansk Vestindisk Pakhus vil vi tilbyde alle, som vil vise respekt eller gøre andet, der måtte forekomme den enkelte at være passende. Blomsterne er ikke tænkt som en del af en specifik eksotisk eller religiøs praksis, men som en smuk, almen måde, som vi alle sammen kan forbinde os med, og som symboliserer, at hver enkel af de millioner af mennesker, der blev taget til fange og fragtet over havet til et umenneskeligt liv som slavegjort, var et individ. 'Hver og én var et levende, respektværdigt menneske', siger Mikhala W. Iversen.

KULTURMISSION

Helt i tråd med optoget sidste år og samlingen i år startede vi desuden en underskiftindsamling i 2020 for at få skabt en permanent udstilling i Dansk Vestindisk Pakhus i København om den danske kolonitid, med korrekt og værdig information om de slavegjortes liv og død i det danske borgerskabs tjeneste. Det er også missionen at få en mindetavle og en undervandsskulptur foran pakhuset, som skal stå til minde om den danske slavehandel og de mange liv, der blev stjålet og gik tabt som følge af det danske slaveri.

OBS: Vi er en humanitær kulturhistorisk organisation og et dansk initiativ.

Klumme i Information

24/9-23


HVA' SÅ DANMARK?

Har vi fået kollektivt hukommelsestab, eller hvad sker der med vores danske kolonimuseum? Efter det var blevet vejet og fundet for tungt, kom det ikke på finansloven, og når man ringer til kulturministeriet, kan de heller ikke huske noget om det. I går sad jeg på en tagterrasse i København, mens Priden dansede forbi på gaden og planlagde Danmarks 4. Maafa. Det er en mindeceremoni for slavegjorte under Danmarks kolonitid. Maafa betyder tragedie på swahili og er en ceremoni, der afholdes i gamle kolonier og lande, der mindes og samles om det massive tab af forfædre, der blev frataget liv og lemmer på slaveskibene, i plantagerne eller på slotte og palæer i Europa. I København holder vi det i samarbejde med SMK foran Vestindisk Pakhus, hvor sukkerrør, kaffe og indigo samt slavegjorte blev lastet. Raneriet af afgrøder og mennesker fra Afrika gav Danmark et kæmpe forspring for kapitalismen, som vi lever højt på den dag i dag og bidrager til den vækst, som nu er ved at æde sig selv op indefra. Jeg tænker selvfølgelig på den samme menneskeskabte grådighed, der også har ført til den klimakrise, vi står i. Den er svær at benægte selv for de mest die hard konservative, der stadig ser Danmark som et yndigt lille heteronormativt Morten Korch-land, hvor vi kujonagtigt foregiver, at alt er som i gode gamle dage. Er det samme benægtelse og hukommelsestab, der er på spil, når samtalen om Danmarks onde kolonitid kommer på banen? Så er vi principielt ikke meget bedre end vores yndlingsaversioner eller forbilleder over Atlanten. Staten Florida er rædselskabinettet i forhold til en organiseret og kalkuleret hjernevask. Den ultra hvidvaskede guvernør Desantis har indledt en vanvidsbølge af bogforbud og har forbudt værker, der omhandler racehistorie- og identitet i offentlige skoler og andre organisationer. I Danmark går vi i ytringsfrihedens navn hverken ind for censur eller bogafbrændinger, nej, vores folkekarakter er en mere hyggeorienteret konsensussøgende fortrængning. Vi danskere, med det rødbedefarvede pas, i den selvtilfredse megakolonihave, som Danmark i bund og grund er, synes pr definition, at vi har vores samvittighed på det tørre. I vores historiebøger har vi heroisk skrevet, at det var Peter von Scholten, der på det nærmeste opløste slaveriet, hvilket selvfølgelig er løgn. Som dansker vokser vi op så godt som uden oplysning om vores kolonitid. Men det er reelt set et censureret eller mildest sagt uitalesat kapitel af Danmarks historie. Således er vi ikke meget bedre end Florida, vi er bare mere kujonagtige i vores tavshedstyrrani. Og ville en officiel undskyldning ikke også snart være på sin plads? Statsministeren, dronningen, efterkommere af plantageejere! Holland har været ude at undskylde, Belgien og nu senest England. Efterkommer af plantageejere, Charlie Gladstone, rejser nu til Guyana og undskylder britisk slaveri og vil gerne foregå med eksempel for andre kolonimagter. Han skriver i The Observer i dag søndag: "Gennem denne undskyldning ønsker jeg at sige til andre familier og institutioner 'I kan også gøre det', og det er utrolig meningsfuldt over for de mennesker, I gør det sammen med. Det er en game changer".Fortiden vil altid indhente os, det er klimaforandringerne et eklatant eksempel på, hvor brand, oversvømmelser, kæmpehagl, jordskred driver folk i døden. Med kolonitiden har vi mulighed for at undskylde og forsone os. I vores del af verden opfatter vi os selv som humanister oven på den mørke middelalder og efter oplysningstiden. Hvordan kan vi som oplyste humanister have siddende på os, at vi kalkuleret udtænkte en systematiseret dehumanisering af vores medmennesker, blot på grund af en anden hudfarve? Lad os nu undskylde og etablere den manglende oplysning, som netop oplysningstiden insisterede på ved at reparere det historiske plot. Det betyder noget, selv om det er flere generationer siden, som dog ikke går længere tid tilbage, end at nogle efterkommere stadig kommer familiemedlemmers umenneskelige skæbner ihu. Det betyder noget for det videre liv at blive anerkendt for uretfærdig behandling. Den danske nation fik et forspring gennem vores grådighed i form af kapitalismen, giv nu noget tilbage, så splittede familier og identiteter kan samle plottet fra deres historie til i dag.Uanset hvad Danmark gør, er Maafa en fredelig forening, der i respekt mødes foran Vestindisk Pakhus hvert år sidste søndag i august kl 14 og holder taler, spiller musik og lægger blomster i havnen og mindes vores tabte brødre og søstre, som samtidig er en del af vores utrættelige fodarbejde for at få vores danske kolonimuseum.

Kom nu, Danmark!.

Kronikker

MAAFA DANMARK

- opfordrer til etablering af et kolonimuseum og en mindetavle ved kajen

Kommentar til artikel: Hus forbi i Weekendavisen den 3-9 2021 af Arne Hardis

Vi er ikke faret vild, når vi ønsker en sandfærdig, værdig og permanent koloniudstilling. Vi er på den helt rette matrikel i Dansk Vestindisk Pakhus. Det handler ikke om, hvor vidt der har været "en sort slave" i pakhuset eller hundrede meter længere henne af kajen. Der har heller aldrig været en eneste viking i Nationalmuseet.

Vi har ikke et sted i Danmark, hvor vi kan lære om, mindes eller græmmes over slaveriets historie, som er en skamplet på Danmarkshistorien. Et sted, hvor vi som borgere, turister, elever og alment interesserede mennesker kan se, under hvilke omstændigheder Danmarks økonomi blev funderet og blev et overflødighedshorn af velstand for eliten. Som de symbolske overflødighedshorn på stævnen af de danske slaveskibe, identiske med de smukke 18 karat bladguldsbelagte spejle, som hænger i kongeværelset i Dansk Vestindisk Pakhus.

Skruppelløse beslutninger taget af handelsmænd som Schimmelmann og diverse konger af Danmark. Beslutninger, som kostede millioner af børn, kvinder og mænd livet i 250 år.

Hardis refererer til historikeren Gøbel som en kapacitet inden for kolonihistorien, fordi han har læst Rigsarkivets dokumentsamling om Danmark som kolonimagt. Det er muligt, men det er ikke i sig selv et bevis for hele sandheden. Gøbels tilgang til historieskrivning lægger sig i kølvandet på en forældet historieskrivning med en forestilling om en værdifri videnskab, fordi man i saglighedens navn bestræber sig på at forhindre misbrug af historien. Desværre misbruger Gøbel og ligesindede netop historien ved at undlade at gå tæt på enkeltpersoner og forske i konkrete personers beretninger; dem, der levede i den periode. At gøre slavehistorien værdineutral er på linje med at undervise skolebørn i kongerækken som udenadslære og kalde det Danmarkshistorie.

Gøbel sonderer mellem "to slags slaver: danske kriminelle og sorte slaver." At fremhæve, at der også fandtes "hvide slaver," hører vi ofte i den danske debat. Endnu en måde at forsøge at punktere seriøsiteten omkring den faktiske og meget velorganiserede slavehandel med afrikanere. De blev stjålet fra deres hjemland, fragtet over havet og slavegjort for altid af danskere. Ligesom i de danske historiebøger er der ikke meget om slavetiden, og som Gøbel selv fremhæver, vil han hellere have en udstilling om kolonitiden frem for slavetiden, for det lyder meget pænere. Men vi har jo set på Nationalmuseets fine oliemalerier af udsmykkede slavegjorte barnepiger med hvide danske børn og adelsdamer og -herrer med deres sorte børnetrofæer samt en udstillet lille ridepisk. Vi i MAAFA DANMARK spørger: Hvor er de faktiske slavekæder og mere voldsomme metoder til afstraffelse?

Hvem ville en flok rige magtfulde afstumpede mænd vælge som tjenere? Beskidte forbrydere fra Vestervig eller et par smukke brune piger, som smuttede lydløst ind og ud ad den hemmelige dør i Kongeværelset?

Vi mangler et kolonimuseum, og det skal være i Dansk Vestindisk Pakhus. Hvorfor? Fordi lige netop på kajen foran, blev de danske handelsskibe lodset for kaffe, tobak, sukker, indigo, ris, eksotiske frugter. Sandsynligvis også de slavegjorte børn og unge, som slaveejerne solgte videre til diverse hoffer rundt omkring i Europa, til pynt og misbrug. Danmark var den førende nation i salg af afrikanske børn, de skulle være så mørke som muligt. Ja, fint skulle det være.

Det er svært at tage Gøbels udtalelser alvorligt, da han på sin hjemmeside bruger N-ordet. Han vil som alle andre stædige hvidvaskede danskere argumentere for, at det sagde man dengang, og derfor er det i orden at skrive det. Men det er uetisk og umoralsk.

Kan vi stole på, at dem, der begik forbrydelser og overgreb mod børn og kvinder fik registeret og nedfældet alle detaljer, eller kunne det tænkes, at de undlod at tage de historier med hjem? Ligesom Peter Von Scholten "glemte" at tage Anna Heegaard med hjem på godset Bulowsminde? Nej! Det er på grund af historikere som Gøbel, gamle hvide mænd med en forældet privilegie-blindhed, at man i bedste fald mister interessen for historien og i værste fald bidrager til en kollektiv løgn.

Dansk Vestindisk Pakhus bløder kroner ud af Statskassen og pt. fungerer pakhuset som garderobeskab for Det Kgl. Teater, samt opmagasinering for Danmarks største gipsafstøbning, som står og keder sig lige så meget som en Skærsommernats drøm på bøjler.

I 2014 åbnede The Whitney Plantation Museum Louisiana, The Story of Slavery, sine døre. Det har været og er stadig en stor succes med et massivt økonomisk overskud, og ingen havde forudset, hvor stort et tilløbsstykke denne tragiske umenneskelige historie ville være.

MAAFA DANMARK vil have sandheden. Vi kæmper og opfordrer alle, især de yngre historikere til at tage teten og grave mere i de historiske arkiver og selvoplevede fortællinger fra den danske slavehistorie. Kig dybere, forestil jer, hvordan det har været at leve i den tid som slavegjort. Der findes ikke "gode" slaveejere, kun slaveejere, selvom vi danskere jo allerhelst vil nedtone denne historiske skamplet for at fremstå selvfede.

MINDETAVLE

MAAFA DANMARK ønsker desuden en mindetavle foran Dansk Vestindisk Pakhus ved kajen, så den kan ses både fra land og vand. Vi lader os inspirere af New Orleans-mindetavlen, som står lige midt i French Quarter (svarende til Nyhavn) ud mod Mississippi-floden. Det tog også Nordamerikas største slaveport rigtig mange år at stå ved det. Nu skal Danmark med på bølgen af sandfærdig oplysning om fortiden.

MAAFA – kommentar til artikel: Hus forbi i Weekendavisen 3-9 2021 af Arne Hardis

Vi er ikke faret vild, når vi ønsker en sandfærdig, værdig og permanent koloniudstilling. Vi er på den helt rette matrikel i Dansk Vestindisk Pakhus. Det handler ikke om, hvor vidt der har været "en sort slave" i DVP eller hundrede meter længere henne af kajen. Der har heller aldrig været en eneste viking i Nationalmuseet. Hus forbi, Hardis!

Vi har ikke et sted i Danmark, hvor vi kan lære om, mindes eller græmmes over slaveriets historie, som er en skamplet på Danmarkshistorien. Et sted, hvor vi som borgere, turister, elever og alment interesserede mennesker kan se, under hvilke omstændigheder Danmarks økonomi blev funderet og blev et overflødighedshorn af velstand for eliten. Som de symbolske overflødighedshorn på stævnen af de danske slaveskibe, identiske med de smukke 18 karat bladguldsbelagte spejle, som hænger i kongeværelset i Dansk Vestindisk Pakhus.

Skruppelløse beslutninger taget af handelsmænd som Schimmelmann og diverse konger af Danmark. Beslutninger, som kostede millioner af børn, kvinder og mænd livet i 250 år.

Hardis refererer til historikeren Gøbel som en kapacitet inden for kolonihistorien, fordi han har læst Rigsarkivets dokumentsamling om Danmark som kolonimagt. Det er muligt, men det er ikke i selv et bevis for hele sandheden. Gøbels tilgang til historieskrivning lægger sig i kølvandet på en forældet historieskrivning med en forestilling om en værdifri videnskab, fordi man i saglighedens navn bestræber sig på at forhindre misbrug af historien. Desværre misbruger Gøbel og ligesindede netop historien ved at undlade at gå tæt på enkeltpersoner og forske i konkrete personers beretninger; dem, der levede i den historiske tid. At gøre slavehistorien værdineutral er på linje med at undervise skolebørn i kongerækken som udenadslære som Danmarkshistorie.

Gøbel sonderer mellem to slags slaver, danske kriminelle og reelle slaver. At fremhæve, at der også fandtes 'hvide slaver', hører vi ofte i den danske debat. Endnu en måde at forsøge at punktere seriøsiteten om den faktiske kalkulerede slavehandel med afrikanere. De blev stjålet fra deres hjemland, fragtet over havet og slavegjort for altid af danskere. Ligesom i de danske historiebøger er der ikke meget om slavetiden, og som Gøbel selv fremhæver, vil han hellere have en udstilling om kolonitiden frem for slavetiden, for det lyder jo pænere, men det har vi jo set med fine oliemalerier af de danske slaveejere og deres sorte barneslaver og en lille ridepisk, som man brugte til afstraffelse af slaver. Vi spørger: Hvor er de faktiske slavekæder, mere voldsomme instrumenter til afstraffelse.

Hvem ville en flok rige magtfulde afstumpede mænd vælge som slaver? Beskidte forbrydere fra Vestervig eller et par smukke brune piger, som smuttede lydløst ind og ud ad den hemmelige dør i Kongeværelset?

Vi mangler et kolonimuseum, og det skal være i Dansk Vestindisk Pakhus. Hvorfor? Fordi lige netop på kajen foran, blev de danske handelsskibe lodset for kaffe, tobak, sukker, indigo, ris, eksotiske frugter. Sandsynligvis også de slavegjorte børn og unge, som slaveejerne solgte videre

til diverse hoffer rundt omkring i Europa, til pynt og misbrug. Danmark var den førende nation i salg af afrikanske børn, de skulle være så mørke som muligt. Ja, fint skulle det være.

Det er svært at tage Gøbels udtalelser alvorligt, da han på sin hjemmeside bruger N-ordet. Han vil som alle andre stædige hvidvaskede danskere argumentere for, at det sagde man dengang, og derfor er det i orden at skrive det. Men det er uetisk og umoralsk.

Kan vi stole på, at dem, der begik forbrydelser og overgreb mod børn og kvinder fik registeret og nedfældet alle detaljer, eller kunne det tænkes, at de undlod at tage de historier med hjem? Ligesom Peter Von Scholten "glemte" at tage Anna Heegaard med hjem på godset Bulowsminde? Nej! Det er på grund af historikere som Gøbel, gamle hvide mænd med en forældet privilegie-blindhed, at man i bedste fald mister interessen for historien og i værste fald bidrager til en kollektiv løgn.

DVP bløder kroner ud af Statskassen og pt. Fungerer Pakhuset som garderobeskab for Det Kgl. Teater, samt opmagasinering for Danmarks største gipsafstøbning, som står og keder sig lige så meget som en Skærsommernats drøm på bøjler.

I 2014 åbnede The Whitney Plantation Museum Louisiana, The Story of Slavery, sine døre. Det har været og er stadig en stor succes med et massivt økonomisk overskud, og ingen havde forudset, hvor stort et tilløbsstykke denne tragiske umenneskelige historie ville være.

MAAFA vil have sandheden. Vi kæmper og opfordrer alle, især de yngre historikere til at tage teten og grave mere i de historiske arkiver og selvoplevede fortællinger fra den danske slavehistorie. Kig dybere, forestil jer, hvordan det har været at leve i den tid som slavegjort. Der findes ikke "gode" slaveejere, selvom vi danskere jo allerhelst vil nedtone denne historiske skamplet for at fremstå selvfede.